
Daniel Bundgaard
Snoghøjen 6, 4700 Næstved
Tlf. 5388 2297
daniel@dbcoaching.dk
Om mig
Mit navn er Daniel Bundgaard, f. 1977. Jeg har hele livet interesseret mig for personlig udvikling – både arbejdsmæssigt og privat. Jeg elsker at hjælpe andre med at udvikle deres fulde potentiale – uanset udgangspunkt. Min opgave som løbecoach er at skabe et trygt, tillidsfyldt og fordomsfrit rum, hvor vi sammen finder den bedste vej frem for dig som løber. Derfor lægger jeg stor vægt på imødekommenhed, nærvær og anerkendelse.
Jeg tror på, at alle har et potentiale og gør det bedste, de kan inden for de givne rammer, ressourcer og den livssituation, de befinder sig i. Det mindset møder jeg også mine løbere med. Vi skal ikke hænge fast i tidligere skuffelser eller dårlige løbeoplevelser – vi fokuserer i stedet på, hvad der er muligt fremadrettet.
Kerneværdier: Ordentlighed, tillid, nærvær og kvalitet
Fundamentet for DB Løbecoaching bygger på ordentlighed. Jeg gør mig umage og lægger stor vægt på at levere høj faglig kvalitet. Det er vigtigt for mig, at vores samarbejde bygger på tryghed og tillid – derfor forventer jeg, at vi er ærlige over for hinanden. Vælger du DB Løbecoaching, kan du forvente et højt nærvær og en tæt dialog. Du er ikke blot et nummer i rækken.
Lidt om mig som person
Jeg blev født i Sydkorea og adopteret til Danmark som 3-måneder gammel. Jeg er primært opvokset i Danmark, men boede som ung også 4 år i Norge – en god og kærlig opvækst. Jeg er fraskilt og har en søn, der også er adopteret. I 2008 mistede min ex-kone og jeg vores datter på knap 4 måneder – en oplevelse, der har lært mig, at livet er skrøbeligt, og at vi skal tage os selv alvorligt og turde handle på det.
Jeg er nysgerrig af natur og har altid søgt både personlig og faglig udvikling. Jeg har arbejdet med mange forskellige mennesker gennem årene – som folkeskolelærer, efterskolelærer, gymnasielærer, sundhedskonsulent og afdelingsleder – og den erfaring tager jeg med mig ind i min rolle som løbecoach.
Jeg har altid været glad for at bevæge mig. Fodbold fyldte meget i min barndom og ungdom, og som 18-årig blev jeg fodboldtræner – jeg erhvervede mig senere DBUs næsthøjeste træneruddannelse, DBU A-trænerlicensen. Som voksen begyndte jeg at løbe, fordi det var en fleksibel og let tilgængelig motionsform. Siden har løb fyldt mere og mere – og undervejs har jeg også snust til triathlon.
Løbecoaching
Jeg er uddannet cand. scient. i idræt fra Københavns Universitet og certificeret løbetræner fra DAF & DGI. Jeg har tidligere været løbetræner i den lokale triathlon- og løbeklub.
Jeg har selv løbet fast siden 2010 og har deltaget i omkring 100 halvmarathon, 30 marathon, 6 halve ironman, 2 hele ironman samt en lang række andre løb – både i Danmark og i udlandet – altid på motionistniveau. Jeg ved derfor fra tætteste hold, hvad det vil sige at få løb til at hænge sammen med en travl hverdag, hvor løb ikke nødvendigvis har førsteprioriteten.
Derudover har jeg adskillige gange fungeret som fartholder til bl.a. Copenhagen Marathon og Copenhagen Half – og det er en kæmpe glæde at hjælpe løbere med at nå netop deres mål.
Jeg er desuden uddannet certificeret coach, hvilket betyder, at jeg ikke kun arbejder med den fysiske del af løb, men også med de mentale og motivationsmæssige sider – præstationsangst, målsætning, motivation og det at håndtere modgang undervejs i et træningsforløb.
Uddannelser
- Certificeret løbetræner – DAF & DGI
- Cand. scient. i idræt – Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
- Certificeret life- og business coach – Sofia Mannings Coachuddannelse (ICF Level 2)
- Folkeskolelærer – Haslev Lærerseminarium
- Diplomuddannelse i skoleledelse – 1. modul
- DBU A-licens fodboldtræner
Hvad er DB Løbecoaching?
DB Løbecoaching er en enkeltmandsvirksomheden (CVR-nummer 45284425). DB Løbecoaching er ejet af mig Daniel Bundgaard og oprettet d. 1/1-2025.
